Skip to content

Om

Der er noget uendeligt over landskabet i Sønderjylland. Horisonten synes lige så bred, som der er højt til himlen. Her er albueplads og frirum. Men også en provokerende stilhed!

Lige her, vokser en dreng op, egentlig uden nogen som helst forestilling om, at han en dag skulle holde en guitar imellem sine hænder, skrive en sang og synge den. Finde ud af, at det er og bliver hans et og alt – et livsværk uden ende eller konklusion med sig selv bag rattet, drømmen som shotgun og speederen helt i bund.

Drengen hedder Jacob Dinesen.

På en villavej i Tønder – helt derude, hvor kragerne rent faktisk vender – ligger hans barndomshjem. Her sidder bilnøglerne i tændingen med ruden rullet ned og hoveddøren er aldrig låst, kun når man tager på ferie. Man har tillid til hinanden. Her er trygt. Det er der også i huset, hvor Jacob vokser op. Men midt i al trygheden og roen, ryster et stort musikanlæg godt og grundigt op i fundamentet på villavejen – og siden i Jacob selv.

”Hver lørdag formiddag, var jeg indlagt til lyden af min fars pladesamling. Og det var ikke bare som baggrundsstøj. Det blev skruet op, så møblerne hoppede og glassene klirrede i skabene, og så skulle alt pilles fra hinanden, analyseres og forstås. Og jeg hadede det,” fortæller Jacob Dinesen om sin ”udvidede skolegang” – et, for faderen, obligatorisk studie i rockens ABC. Dinesen fortsætter: ”Musik har bare altid været der. Om det var lørdag formiddag på fars anlæg eller når, vi kørte bil. Vi hørte altid musik. Ja, der var sgu flere billeder af Frank Zappa på væggene derhjemme, end der var billeder af familien. Og pludselig var musikken der også for mig!”

En helt ny verden åbnede sig for Jacob, da han fik en akustisk, spansk guitar i julegave – den billigste fra det lokale byggevarehus: ”Der gik ikke særlig lang tid, før jeg havde sprunget alle strengene og slidt hul i kroppen på den guitar. Jeg øvede mig hele tiden.” Og da den første guitar var brugt op, forbarmede forældrene sig – knægten havde jo både lyst og et åbenlyst talent – og købte ham derfor en ny, dyrere model, som siden led samme skæbne.

Talentet og passionen var der. Og det var ikke længere bare blodet fra de sprængte vabler på sine fingerspidser, Jacob kunne lugte. Han havde fået et våben mellem sine hænder – og han ville bruge det!

Jacob tog derfor imod en hver chance der bød sig for at spille live. Han tog også gerne kampen op mod ”de store drenge”, når der var open mic på den lokale pub i Tønder, og pludselig stod han på byens landskendte folk-festival. ”Tønder Festival ringede til mig, inden jeg havde kontrakt med nogen. Jeg havde stort set spillet overalt, inden jeg havde udgivet en eneste sang, og deres booker havde set mig og tilbød mig et spot. Og så skete der jo det, at folk fanme troppede op og klappede med til koncerten. Her mærkede jeg, for første gang, det adrenalinkick, jeg vidste, jeg ikke kunne leve uden.”

Hans dybe røst er ikke til at tage fejl af. Et trademark, der sender Jacob Dinesens sange trygt og sikkert udover en hver festivalplads eller spillested. Oplevelsen på Tønder Festival blev en øjenåbner for gymnasieeleven, som dengang læste lektier og skrev sange i dagstimerne, mens han siden også arbejdede som svejser om natten for at få råd til at være musiker i weekenden – og indspille sin musik med drengene.

”Perfekt er kedeligt. Det var vores motto, da vi gik i studiet. Og det har faktisk hængt ved lige siden. Musik skal leve. Allerede på det tidspunkt, var det vigtigt for mig, at vi bibeholdt dén energi, ærlighed og impulsive vildskab, som kunne opstå i øvelokalet eller på scenen, og at det var lige netop dét, vi fik ned på bånd,” fortæller Jacob om tilblivelsen af hvad der skulle blive hans helt egen udgivelse i 2015 og samtidig et opgør med branchen, og tiden vi lever i.

For det her, er ikke blot fortællingen om en dreng fra Tønder der fik succes. Det er fortællingen om en ung mand, som knoklede en hvis legemsdel ud af bukserne, for gang på gang at blive mødt af ”pænt nej tak” og, for andre, opslidende modgang.

Men Jacob blev ved. Nok var han underdog i en verden, hvor rockmusikken og ikke mindst albumformatet for længst havde mistet pusten til knap nok 3 minutter lange popproduktioner og sociale mediers konstant indskrænkede attention span – men reaktion skabte modreaktion. Jacob Dinesen var et hit – på egen hånd!

Debutalbummet, ’Count The Ways’, var ikke fra dag 1 den store sællert, men vakte til gengæld opsigt i det danske musiklandskab for sin kompromisløse og ærlige lyd. Albummet fører til, at Jacob fik pladekontrakt og fandt en samarbejdspartner, som forstod den unge mands drømme og visioner. Blot et år efter udkom opfølgeren, ’Brace Against The Storm’, som i løbet af få uger, havde solgt flere fysiske albums end landets mest etablerede kunstnere kan præstere på et år!

Pludselig begyndte landets radiostationer, at ringe og spørge efter Jacobs musik. Den ene spillestedsturné efter den anden gik udsolgt – ja, faktisk har Jacob aldrig gæstet et spillested, hvor der ikke har været udsolgt forud for koncerten – og de store festivaler ville have ham på plakaten. ”Jeg kan huske, at jeg ”vendte hjem” til Tønder Festival. Jeg havde allerede redet på den vildeste bølge, men den weekend udgav jeg ’Roll With Me’ – og så stak det fuldstændig af,” fortæller Jacob.

Med DMA-nomineringer, hitsingler og Platin-sælgende albums, havde Jacob Dinesen prikket til noget i samfundet, samtiden og ikke mindst musikbranchen med sine reflekterende rocksange. ”Jeg har altid følt mig ældre, end jeg er. Tror, det er fordi, jeg konstant har radaren ude og vitterligt opfanger alt, jeg ser og oplever. For mig, handler det om, at lære på sin vej – både fejl og erfaring. Og jeg vil gerne skrive sange som er for alle. Sange, der formidler livet. Det lyder sgu gammelklogt, men nu er jeg til gengæld kommet til et punkt, hvor jeg aldrig har følt mig yngre.”

Sangene havde skabt en modreaktion, bygget på hårdt arbejde.

Dinesens tredje album, ’Found It’, blev til, modsat tidligere udgivelser, med flere forskellige producere bag knapperne. Det var efter Jacobs eget ønske – og med forventningspresset ovenpå forgængerens fantomsucces – at posen skulle rystes: ”Jeg havde et klart ønske om, at komme ud af den skal, jeg havde befundet mig i på de forgående albums og udforske meget mere på tværs af genrer og med nye lyde. Og jeg befandt mig også helt uden for min comfort zone med nye producere, der havde helt nye holdninger til mig og min musik. Det blev en øjenåbner – på godt og ondt.”

’Found It’ strøg direkte til tops på den danske albumhitliste!

For Jacob, var det mere processen, end det var sangene og det endelige resultat, der denne gang havde prikket til noget i musikeren selv. Det var på sin vis hårde og dyre lærepenge, men modreaktionen kom, da Jacob med udgivelsen af det rent akustiske album, ’Let The Hard Times Come’ fra januar 2020, genfandt lysten og kreativiteten. Et album, som nærmest skrev og indspillede sig selv ud på de sene nattetimer.

Hvis der er noget med kan regne med, så er det, at man ikke kan regne med noget, når det kommer til Jacob Dinesen. Måske det skyldes hans musikalske ophav og ”lørdagsskolen” i sofaen hjemme i stuen foran fars højtalere. Musik er til for at provokere – præcis ligesom stilheden i Sønderjylland. Den gør noget ved os. Om det er CV Jørgensens fængende melodier eller Frank Zappas psykedeliske udskejelser. Om det er ”Bossen” og Tom Petty’s sjælfulde hardland rock eller Leonard Cohens’ eminente tekster. Om det er The Clash og Joe Strummers sveddryppende punk eller Jagger og Richards’ The Rolling Stones, der kan få et hvert stadion til at synge med på sange om livet i overhalingsbanen.

Det var nok lidt af det hele for Jacob Dinesen. Men først og fremmest mødet med den engelske singer-songwriter, Allan Taylor, på Tønder Festival i 2008. Taylor blev med ét en musikalsk helt og forbillede – og siden en fantastisk ven og mentor – fordi, han udelukkende gør det han kan, og lever af det.

Jacob Dinesen er uden tvivl en af de mest succesfulde danske musikere i nyere tid. Men ifølge Jacob selv, er målet og drømmen langt fra nået. Savsmulden, fra endnu en bundslidt akustisk guitar, har knap nok lagt sig og den sidste sang er langt fra skrevet ned. For horisonten, som han har med sig fra det sønderjyske, er mindst lige så bred, som den er høj, lige meget hvor Jacob begiver sig ud i verden.

”Jeg ved, hvor jeg vil hen, men jeg har inden anelse om hvor, jeg ender. Men én ting ved jeg: I wanna get it right!”